TILBAGE

”En af de bedste bøger jeg har læst”
(Orla-prisens børneanmeldelser)

”Lilja Scherfig lever op til efternavnet” (Politiken)

”Man glædes, bliver trist og overvældes”
Fem ud af fem stjerner (Bogrummet.dk)

”Visdom og sprogligt overskud”
Fem ud af seks stjerner (PÅGADEN)

”Døden behøver ikke være forudsigelig”
Fire ud af seks stjerner (Berlingske)

”Smuk bog” (Fyldepennen)

”Sjove replikker” (Bogshoppen)

”Man føler med Louie” (Fortællingen. dk)

”En god historie” (Lektørudtalelse)

”Lovende debut” (Folkeskolen.dk)

Læs anmeldelserne HER
Køb bogen HER

Roman af Lilja Scherfig.
Gyldendal 2007

“Hvad gør man, når ens mor er død, og det eneste, man har tilbage, er en gøglerfar, der minder om en fordrukken bjørn i vinterhi?
Kan man finde en ny far?
Og hvordan får man et liv, som de har i Rolfs familie?
Trettenårige Louie er ikke sådan at slå ud!
Han melder sig til de stores musikkonkurrence, forelsker sig i den populære Aisha og prøver at leve sine drømme ud med hjælp fra nogle underlige, men trofaste venner.“

Læs et uddrag:

- Fy for satan, hvor klamt! Jeg hælder den klumpede mælk ud i vasken og spytter flere gange. Min gane er tyk af fedt. Det er den altid, når jeg har spist medister og kartofler med margarinesovs. Far sidder sammenkrummet ved bordet og ruller en cigaret med sine store hænder, mens regnen prikker mod køkkenvinduet. Jeg propper en vitaminpille ind på tungen, tager en slurk vand uden at synke, og lader pillen svømme rundt i vandet, mens jeg tæller; en, to tre! Så hakker jeg hovedet bagover og sluger pillen. - Skal du ned og øve med dukkerne? spørger jeg far, men forventer ikke, at han svarer. Enten siger han ikke noget, eller også siger han: “Louie, gå op på dit værelse og lav din matematik.” Jeg kikker hen på ham. Han tørrer sin fedtglinsende hage med ærmet, åbner en øl og drikker, så skummet sprøjter. Så kommer bøvsen. - Styr dig, mumler jeg og skyller vand på stegepanden, så dampen dugger ruden. Han rejser sig med en tung bevægelse, støtter sig til bordet, og trasker med slingrende gang hen mod reolen, som om hvert skridt er en overvindelse. - Ved du, hvem du ligner, når du går? griner jeg og peger på ham, – … en bjørn jeg engang så i en indianerfilm … du gør! Han rækker hånden frem og giver grammofonnålen et skub, så den bumper ned på pladen. Det giver først en høj knasende lyd. Så starter musikken, og jeg bliver nødt til at hæve stemmen. - Den dér bjørn var både såret med tre pile i ryggen … og en økse …Du går fuldstændig på samme måde som den … du gør! Violinstøjen strømmer ud af de gule højtalere, videre ud i vores afskallede køkken, op ad de bare vægge og hen i vindueskarmen, hvor man kan se ud på det store kastanjetræ, der står i kulden. Far sætter sig tilbage til sine øller og stryger sit sorte pandehår til side med sine oppustede orange nikotinfingre. Basunerne sætter ind. Jeg skubber til glasset i vasken og går hen og skruer ned for violin-musikken. - Helt ærligt! Har du ikke noget at snakken om? Jeg strammer fingrene om volumenknappen. – Hvorfor spørger du ikke mig om noget? Han ser ikke op. - Skal du ikke høre om, hvad jeg for eksempel går og laver ovre i skolen? En ny cigaret bliver tændt. - Hallo! råber jeg. Han hoster. Voldsomt. Albuen ligger på bordkanten, mens han hoster ned mellem sine ben. Han tørrer sig med sit lommetørklæde på panden og kikker hen på mig, de sorte øjenbryn skygger for hans ansigt. (Fra kapitel 1. side 5-6)