Louies mor er død, og hans gøglerfar forsøger at drukne sorgen i våde varer. Louie vinder selvfølgelig heller ikke skolens musikkonkurrence. Men langt om længe sker der heldigvis noget…
Louie på 13 år har mistet sin mor nogle år forinden og på en måde også sin far. Han er nemlig begyndt at drikke i sorg over tabet af sin kone, og det er ikke meget kontakt Louie har til sin far. Han lugter som oftest af bjørnegrotte og gammelt værtshus, som Louie udtrykker det. Der er sjældent mere end leverpostej i køleskabet, det eneste faderen umiddelbart tænker på er, hvordan Louie klarer matematikken. Han skal blive til noget ordentligt, ikke som sin far, der laver dukketeater – og drikker for mange bajere.
Louie har en god ven, Rolf, som er adopteret, enebarn og vel nærmest udsat for det modsatte af omsorgssvigt. Han går også i klasse med Aisha, som er kakaofarvet og med krøllet sort hår, hende er Louie ret vild med. Og så får han også en ven i Mona, som er sekretær på skolen.
På skolen skal der være en musikkonkurrence og Louie melder sig, og det lykkes ham at blive optaget trods den mandlige lærers forsøg på at forpure planerne. Louie skriver selv en sang og spiller guitar til. Inspiration og støtte henter han hos faderens teaterdukker, som optræder som “levende” dukker.
Louie vinder ikke den musikkonkurrence, som han drømmer om, der kan få ham væk fra den grå og triste hverdag. Til gengæld sker der noget i hans og faderens liv, der ændrer på den bestående fastlåste situation. Louie Louie er en historie om hvad der kan ske, når et barn, en stor dreng, mister en af sine forældre, og den tilbageværende mere eller mindre lukker sig inde med sin sorg. Det er omsorgsvigt så det basker. Ingen griber ind, og det er måske heller ikke så enkelt at gøre. Faderen har det jo heller ikke for let.
Man føler med Louie, der ikke har det for nemt, men som også kan være stædig. Det kunne have givet romanen en sentimental drejning, men det synes jeg Lilja Scherfig slipper meget godt uden om. Jeg kan også uden problemer leve med de levende, talende dukker. På trods af at det langt hen ad vejen er en alvorlig historie, er den ikke uden humor, specielt i skildringen af Rolf, der godt kan få for meget af de velmenende men overbeskyttende forældre.
En god historie for både drenge og piger fra ca. 12 år.