Om Lilja

Lilja, hvor længe har du skrevet bøger?

– Jeg udgav min første bog i 2005, ”Pophans”, og lige siden har jeg skrevet romaner og billedbøger … jeg bliver ved og ved, for historierne kommer til mig; de står i kø indeni for at komme ud.

Hvilken slags bøger skriver du?

– I mine historier er der forvandlinger, magiske indfald og dyr der snakker, men vi befinder os i nutiden; der er papfædre, lipglosh og shawarma’er… så, tja, vi kan vel kalde mine bøger for NUTIDIGE EVENTYR.

Hvilken alder skriver du til?

Mine historier er til alle, børn og voksne. Rævefælden bliver brugt fra 0-10 klasse, alt efter hvad læreren vælger at arbejde med. Farfar bliver brugt i kirker og nogle psykologer bruger bogen… så jeg tror, jeg skriver til alle aldre.

Har du en mission med at skrive?

– Ja, jeg interesserer mig meget for udvikling: At få mine hovedpersoner til at udvikle sig fra én tilstand til en anden. At få dem til at bevæge sig fra vrede til kærlighed. Fra frygt til mod. Fra opgivelse til håb … For mig er det top-spændende at få en hovedperson til at transformere sig, det er en slags puslespils-opgave. Et psykologisk eksperiment hver eneste gang.

Og altså, dybt i mit hjerte ønsker jeg at skabe fred. Fred i familien, fred i verden, fred i dig og mig.

De voksne i dine bøger er tit selvoptagede og dårlige til at passe på børn, hvorfor?

– Det er nok sådan, jeg oplevede voksne, da jeg selv var barn, hihihi. Dengang gik de voksne kun op i politik, fester og deres hus/have. De var ikke gode til at snakke om følelser. De lod børn gå alene rundt med ubehagelige følelser, og havde ikke evnen til at sætte sig selv til side. Jeg håber ikke, det er sådan mere … men altså, nu har forældre til gengæld travlt med at være perfekte, de skal nå så meget, præstere så meget … så måske er der stadig mange børn, der føler, at de går og tumler med svære ting helt alene. Det er hårdt at tænke på … børn skal have ømhed i meget store mængder!

Er du sur på voksne?

– Ja, jeg er sur på dem, der tror, de bare kan kritisere og irettesætte og dominere børn. Det er respektløst. Krænkende. Det gør mig meget sur!

Voksne har en forpligtigelse til at lytte til børn, forsøge at forstå børn, lære det enkelte barn at kende … ellers kan det hele være lige meget. Børn er spirer, de skal have respekt, de er fremtiden!

Som barn, hvad ville du være, når du blev voksen?

– Som barn drømte jeg om to ting:
1. At blive Christiane F (13 år og narkoluder)
2. At blive Tine Bryld
Mine drømme gik ikke i opfyldelse, men til gengæld blev jeg mig. Og jeg klager ikke, hihihi!

Hvad var din yndlingsbog, da du var barn?

– Den hed: ”Kattepigen frøken Minus”. Bogen handlede om en kvinde med makeup og stram nederdel, der levede livet som en kat; klatrede rundt i træerne og lå og sov på gulvet. Jeg har altid godt kunne lide det dyriske, og jeg elsker stewardesse-looket, så den bog fascinerer mig stadig… Som barn var jeg også vild med King Kong, wouw, den store romantiske abe som vil gøre ALT for sin elskede, om han så skal trampe henover landsbyer og vælte hele junglen. Jeg var dybt draget af det vilde hjerte og den store lidenskab allerede dengang.

Hvad inspirerer dig til at skrive?

– Mit liv og verden omkring mig. Jeg er altid spændt på, hvilke historier der dukker op, når jeg sætter mig ned og skriver. Jeg er nysgerrig på mine følelsers ild; hvad tændes jeg af denne gang? Hvad er vigtigt at fortælle? Hvilke følelser har brændt sig fast i mig?

Jeg er ALTID spændt på, om jeg kan udvikle min hovedperson, hjælpe og støtte dette menneske, og når jeg først forelsker mig i min historie, forelsker mig i hovedpersonen, i temaet, i universet, så vil jeg kæmpe, til jeg dejser! Er jeg ikke forelsket, gider jeg ikke skrive historien færdig. Der skal være mystik tilstede. Spænding. Længsel og et skud guddommelighed.

Er du romantiker?

Ja det er jeg. Jeg er fundamentalistisk romantiker, hihihihi … hvis det stod til mig, rendte vi rundt og krammede hinanden alle sammen.

Hvad får du ud af at skrive … så’n rent personligt?

– Jeg transformerer min følelser til replikker. Jeg bruger alt dét, der gør ondt. Jeg genbruger alle de oplevelser og ord, der har flænset og gjort nas i mig … det bliver til nye historier med helt nye mennesker i. På den måde er intet spildt. På den måde kan jeg leve med de ting, der er sket. Men altså, det er ikke kun sår og krænkelser, der optager mig. Jeg er også meget optaget af kys og bløde ord, der fik det hele til at svimle. Berøringer som ændrede min verden.

Hvem er dine yndlingsforfattere?

– Jeg elsker Niko Kazantzakis, fordi han skrev ”Spil for mig Zorbas”. Den er en slags bibel for mig, jeg læser den én gang om året og har gjort det, siden jeg var sytten år …

Som ung blev jeg besat af ”Åndernes hus” af Isabel Allende, så hende (og Garcia Marquez og den magiske realisme) har jeg også stor kærlighed til. Jeg kan lide Paplo Neuruda fordi jeg kan mærke hans ømhed. Og Charles Bukowski for den poesi han tillægger andre menneske.

Suzanne Brøgger læser jeg i stedet for at tage en vitaminpille, men ellers er jeg mest til musik og film. Jeg er ikke nogen læsehest! Jeg forsøger altid at skriver ganske korte historier, for min egen skyld og for læseren … så vi kan komme videre med livet! Hihihihi.

Hvordan finder du på dine figurer og historier?

Jeg lytter til dét, der kommer indefra. Dét der vifter med armene og vil ud. Dét der råber højest.

Er du troende?

– Tja, det er jeg nok, verden er forunderlig … der er også meget mere mellem os væsener, end vi tror. Jeg læste engang om et eksperiment med en elefantmor og hendes elefantunge; de to fik elektroder på huden og blev placeret 3000 km fra hinanden. Derefter gav man elefantungen smerte, så den peb, og hvad skete der? Man kunne måle en reaktion hos elefantmoren, jo sgu! Moren kunne mærke sin lille unge græde elefanttårer flere tusinde kilometer væk … Kærligheden er så følsom, hvis man sørger for at holde sig åben overfor den. Dyr er gode til det. Mennesker kan også, men vi skal hele tiden passe på, at vi ikke gør os hårde. For hvis vi bliver hårde, kan vi ikke mærke noget.

Er du meget følsom?

– Ja, jeg er et menneske ikke en robot, nogle dage er jeg lavet af glanspapir og krøller vildt let. Andre dage er jeg sej. Når det handler om kærlighed er jeg sej, så kan jeg løfte en lastbil, overleve isolationsfængsling (tror jeg), og klare at blive ignoreret af ham jeg elsker i flere dage.

Hvad drømmer du om at skrive i fremtiden?

– Jeg ønsker, at jeg kan få mine læsere til at tro på dem selv. Tænk at få andre til at føle, at de ér præcis, som de skal være … Jeg drømmer om at skrive historier, der kan ændre vores syn på sårbarhed. Jeg vil slå et slag for det smukke og seje ved at være sårbar, følsom, skæv, anderledes. Det er livsnødvendigt at sætte ord på de svære følelser, udtrykke dem! Og der er altid håb, altid!

Har du et godt råd til én, der gerne vil skrive?

– Ja, bare skriv, uden at kritiserer dig selv. Øvelse gør mester. Jo mere du skriver af shit og skidt, jo bedre bliver du. Lyt til én, der øver sig på klaver, det lyder heller ikke godt. Sådan er det bare. Vi skal tillade os at lave fejl, spille falsk og skrive kedeligt og dårligt. Bliv ved og ved! Stol på at du er på rette vej. Og vigtigst af alt; skriv om det, der betyder noget, skriv fra dit hjerte!

Har du en uddannelse?

Ja, jeg har gennemført den toårige uddannelse på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Det er noget af det bedste, jeg har gjort.

Yndlings-slik?

Skumbananer, skumbananer, skumbananer!

Hvad er det bedste i verden?

– For mig er det bedste i verden; min søn Bjørn og vores kat Lillebjørn. Vores fælles venner, mine veninder, mine ekskærester, de grønne bjerge og palmerne på Mallorca, syrén-duften i maj, thaimaden nede på den lokale, pandekager, kaffe og snak og grin og musik, masser af musik! Dans, og nyvasket sengetøj, og karbad med skum i der dufter af melon, og havet, og himlen når den bliver rød, og de søde ord som hviskes i øret, melankolske øjne, guld og gule tulipaner!