Anmeldelse, Dybt Vand: Børn & bøger
Den indre styrke
To varme øjne og en masse pels. / Jeg vinker til dig./ Du kommer nærmere med tunge tøvende skridt … Så springer du lige hen til mig./ – Hej, lille ven, griner jeg, – Er du fra mini-zoo? / Din pels er slidt og lugter af jord og snavs. / – Er du stukket af?
”Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss’ nye billedbogs værk Dybt vand begynder allerede på titelbladet. Her ses nøgleelementer til fortællingen – altså ud over personerne. På himlen ses solen, der skinner gennem skyerne i stråleglans. I en lille guldfiskebowle ses vandet og på overfladen flyder en robåd med årer. Til højre for akvariet ses en teddybjørn. Alle dele så at sige flyder på titel, forfatter- og illustratornavne.
Hvad vi skal forstå, ved vi først, når fortællingen er fortalt færdigt. Men vi har en ide, for hvert af elementerne synes at have betydning. Solen symboliserer selvfølgelig livet, lyset og intellektet. Båden viser os noget rummeligt, omsorgen, men også truslen om døden. Vandet kan være såvel et billede på naturens dunkle kræfter som frugtbarhed – og det dybe vand peger på det, der ikke umiddelbart kan begribes/forstås – det, der er ubevidst for én. Og bjørnen – her teddybjørnen – handler om det trygge, men også – igen – om den moderlige omsorg, og dertil noget med at vove sig frem. Så allerede på titelbladet er der dele til en ganske kompleks fortælling. Og fortællingen lever op til det hele. Det gør den så mageløs både i tekst og streg.
På de to første opslag ser man drengen og bjørnen i naturen, drengen taler trygt og indbydende til bjørnen (se citatet ovenfor). Han forsøger sig med et navn: Lillebjørn, hvilket jo ikke er, hvad man tænker, når man ser bjørnen på billederne; den er enorm, men med et venligt blik, og drengen er tillidsfuld. Men en bjørn er den. Og også lidt farlig med den kæmpe krop og de enorme, spidse og skarpe klør. Alligevel vil drengen tillidsfuldt stikke af med den?
Nu først får vi at vide, hvad der er på færde En kvinde og en mand skal gå hver til sidst. En far og en mor tænker man som læser. Men nej. Det er der ikke tale om. Det er en mor og en papfar. Men så er sagen jo enkel? Papfaren kan bare pakke sine pakkenelliker og forføje sig?
Ja, bare han kunne! Og her er vi ved fortællingens kerne. For vi taler ikke jura her, vi taler kærlighed, og det er straks et helt andet og meget sværere sprog. Og det bliver værre endnu. For det er ikke kærligheden mellem moren og papfaren, det handler om, for den synes stendød – i hvert fald fra moderens side. Vi taler om papfarens hengivenhed for drengen. Papfaren kan/vil ikke give slip på den dreng, han ingen ret har til. Han vil blive ved med at se ham. Han vil gerne have besøg af ham på husbåden, hvor han skal flytte hen. Moren siger nej. Papfaren stiller det irriterende spørgsmål: Hvorfor? Og her er så morens hærdede og hårde svar: Fordi han er min dreng! Og du flytter! Få dit eget barn, Steen! Tænk at så omsorgsfuld en mand kan bære det navn?
Drengen? Han er på kærlighedens side. Og han har sin bjørn – så han vil smutte sammen med den, siger han. På opslaget ser bjørnen mere end tvivlende ud i forhold til projektet. Måske fordi han i bund og grund tvivler på det? På kommoden og væggen over den ser man de samme elementer, som læseren allerede har set på titelbladet. Kan det nu gå? Hvorfor skal det gentages? Men drengen er fast besluttet. Der er både tøj, lommelygte, drikkedunk, tov, madpakke og en ekstra pose. Og så afsted mod vandet.
Men næppe er de ude i rum og dyb sø, før alt mørkner omkring dem. Himmel og hav står i ét, alt er bly(ants)gråt og forstemmende. Om det er solen eller månen, der lyser svagt i baggrunden er ikke til at sige. Men uhyggeligt er det, ikke mindst fordi man får at vide, at selv bølgerne er ulykkelige. Det er som om der er skrevet en drejebog til tragedien: Drengen falder over bord, får munden fuld af vand og synker mod bunden. Men Lillebjørn tager affære. Det er ikke nu, det uafvendelige skal ske og det lysner atter, og så er Steen der med sine varme hænder. Nu er de på enhver måde ”i samme båd”. Jeg vidste, du ville komme, siger drengen.
Mor er naturligvis ude af sig selv – også hun har været på dybt vand, og selv om hun vil gå langt for at få alt til at falde til ro, så siger hun dog: en bjørn er ikke løsningen. Og har ikke rigtig forstået noget af det hele, da hun siger at drengen ikke kan eje en bjørn. Steen, der er den kloge, siger: Man kan ikke eje hinanden. Man kan kun elske hinanden, og han er tilmed på vej ud. Han har dog et es i ærmet. Der kunne måske være en mulighed for, at det som Steen gerne vil, er det samme som Bjørnen står for, nemlig at vise den omsorg, som drengen har så hårdt brug for. Hvad med en gang om ugen? Onsdag fx?
Og sådan bliver det. Med morens velsignelse. Onsdag.
Der er desuden en lille detalje, man bør være opmærksom på, for da nemlig Steen dukker op i drengens hule i træet for at overbringe det glade budskab, så kommer han nok op igennem lemmen i gulvet, men han stiger samtidig op af vandet. Her sker nu på forunderlig vis en sammensmeltning mellem bjørnen, Steen og vandet. Og da de på det følgende opslag sejler afsted i husbåden, så sker det på bølger af bjørnepels. Vi ser godt nok ikke solen, men det er ganske lyst ude i horisonten! Opbrud er sjældent lykkelige, somme tider endog traumatiske. Man tror, at man bare er ude i et farvand med små krusninger, men pludselig er man på dybt vand til op over hovedet.
Så jo – solen, havet, båden, dybet, bjørnen. Alt er i spil i den lille fine fortælling, som får solen til at skinne, havet til at lægge sig og den sunde fornuft til at råde.
Det er en fornøjelse – igen – at læse både i billeder og tekst, hvor indforståede Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss er med hinanden. Alt det, der bliver skrevet – men især alt det, der ikke bliver skrevet men vist, så man forstår og glæder sig over det. Det er rørende.”
