Anmeldelse, Berlingske: Rævefælden
Fanget i Fælden
Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss har lavet et lille under af en børnebog med deres kloge, voldsomme og uhyggelige gyser om hævn, selvtægt, savn og ensomhed.
I en verden, hvor voldelige computerspil og blodige film nok kan give børn rynkede pander og urolige drømme, men hvor poderne på en eller anden mærkelig vis har en evne til at placere den slags i hjernedepotet for harmløs uhygge, virker en billedbog om en dreng og hans kanin umiddelbart banal og ufarlig.
Men man skal ikke mange sider hen i Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss’ »Rævefælden«, før man mærker helt andre følelsesmæssige kortbølger af hårrejsende gysen og bæven, end man er vant til fra børnebilledbøger – og diverse skrækkelige skærm-scenarier i øvrigt.
»Rævefælden« er en uhyggelig børnebog. Ikke kun på grund af den barske historie om drengen Gustav og hans kanin, Ninus, der ædes af ræven. Også på grund af den avislæsende og mentalt fraværende fars ligegyldighed, og endnu mere på grund af den hævntørst, som drengen gradvist opflammes af, og som ender med at føre til selvtægt og vold og gøre ham så grim i krop og sjæl, at han mere og mere kommer til at ligne den, han hader: ræven. Men allermest er bogen uhyggelig og uhyggeligt velkomponeret på grund af Otto Dickmeiss fantastiske tegninger, der giver historien både magi og mening, dybde og brod.
»Rævefælden« er en frygtindgydende lille perle, der med sin børnemagiske realisme er så spændende, at man et kort øjeblik overvejer, om den nu ikke også er for skræmmende for børn – indtil man gør bogen og sig selv den tjeneste at sætte fortællingen i perspektiv med podernes virtutelle og filmiske verden af uhyggeligheder og fatter, hvad det er Scherfig og Dickmeiss vil fortælle os om det gode og det onde, os selv og verden. For hvor voldsomme tegnefilm og andre film samt ditto computerspil og apps mest er splat og splid, lægger »Rævefælden« op til uddybende spørgsmål og opbyggelig undren hos de lyttende yngste og moralske refleksioner og eftertænksomhed hos de højtlæsende voksne. Det er begavet gru forklædt som et grumt og genialt eventyr – mest for børn, men også for ikke alt for nervøse voksne.
