Anmeldelse, Berlingske Tidende: Louie Louie
Louie Louie
At en bog om døden ikke behøver at være forudsigelig ser man i »Louie Louie« af Lilja Scherfig. Louie Louie er også det kælenavn som den trettenårige Louies far brugte, dengang moderen stadig levede, og alt var godt. Det er nu to år siden, og far og søn lever side om side uden kontakt. Faderen drikker for meget og er genstand for Louies foragt, hvad der ikke bliver bedre af, at han gang på gang svigter. Louie forsøger at komme væk fra det hele ved at melde sig til skolens musikkonkurrence. Men også her spænder faderen ben ved at smide guitaren væk og kræve, at Louie laver sine matematikopgaver i stedet for.
Begge lider af et stort selvhad, faderen har et dukketeater og vil ikke have, at drengen ender som ham, og Louie på sin side savner faderens accept og kærlighed for at kunne acceptere sig selv. Bogens greb er at lade drengen have fortællerrollen og derfor en begrænset synsvinkel, hvad der sår tvivl hos læseren om sandheden. Især fordi der indføres et magisk element i form af de talende dukker på faderens dukketeater. Her har Louie et fristed, hvor hans selvværd bliver opbygget, og her får han modspil, når han vil flygte fra det hele.
