13-årige Louie bor i en etageejendom sammen med sin fuldstændig fordrukne gøglerfar. Louies mor er død nogle år før, og Louie er efterladt med en far, der ikke kan tage vare på hverken sig selv eller sin søn. Louie er en modig fyr, der desperat forsøger at provokere sin far til at vågne op af druktågerne, men der er ingen respons. Når Louie bliver for nærgående, skrider hans far bare ud for at finde mere at drikke. Altså er Louie overladt til sig selv, og hans liv er derefter. Da skolen laver en musikkonkurrence, hvor vinderen får en tur til “Paradis” i USA, melder Louie sig til konkurrencen, selvom han knap kan spille på sin guitar længere. Han er yngre end alle de andre deltagere og så skriver han en kærlighedssang til den skønne Aisha, uden at bekymre sig om at blive til grin. Han sætter alt ind på at vinde, for i Paradis må han kunne finde en ny far. Ham han har, dur jo ikke. Louis far taler kun til ham, når han snakker om, hvor vigtigt det er at kunne sin matematik. Åbenbart har Louis FULDE far, fået overbevist sig selv om, at hvis man laver gøgl – eller bare noget der MINDER om gøgl – vil man ende som ham. Uden kone og skide fuld. Og han bliver ikke glad, da han opdager, at Louie er begyndt at øve sig på guitaren i stedet for at lave en masse lektier. Det kunne lyde som en trist bog, men Louie og hans måde at kæmpe sig igennem livet, er helt uimodståelig og livsbekræftende. Sproget er ligetil og nutidigt. Man glædes, bliver trist og overvældes og bliver helt forelsket i Louie, som kæmper alene og uden megen håb, men som til sidst belønnes for sit mod og skønne fighterånd. “Louie Louie” er en helt igennem dejlig oplevelse.