22061
page-template,page-template-full_width,page-template-full_width-php,page,page-id-22061,stockholm-core-1.0.5,select-child-theme-ver-1.1,select-theme-ver-5.0.7,ajax_fade,page_not_loaded,smooth_scroll,wpb-js-composer js-comp-ver-6.7.0,vc_responsive

Anmeldelse, Information: Bobolina

Af Kamilla Löfström, Information

Cirkus med spark i!

Lilja Scherfigs (f. 1970) Bobolina bærer undertitlen ’En for underlig kærlighedshistorie’, og det er ikke engang løgn. Bobolina er sågu underlig. Underligheden er både helt skøn og overrumplende og en lille smule irriterende. Så er det sagt, men ikke som det vigtigste.

Teenageren Bobolina er vokset op og bor i et cirkus, der på én gang ligner og ikke ligner et cirkus, som vi kender det. Cirkus Romanze (!) er for det første ikke omrejsende. Det kunne minde lidt om en fristad med fælles madsal og egen skole. Men i stedet for deltagerdemokrati og fællesmøder er den øverste myndighed cirkusdirektøren Bosse – en tikkende bombe, helt urimelig og diktatorisk i sin ledelsesstil. Cirkus Romanze har en cirkuspsykolog, dr. Pil (hvis navn lyder som ham fra amerikansk tv). Han har givet Bobolina diagnosen som »længselsfuldt indadvendt«. Ud over dr. Pil konsulterer Bobolina sin veninde Carola, der igen konsulterer sin røde plysbog med titlen Scor din drømmefyr på 8 uger for at vejlede Bobolina (og sig selv).

Bobolina og Carola er to oprørske pigesind, der fantaserer om sex. Bobolina vil ikke trække maven ind for at få drengenes og mændenes opmærksomhed. Carola er mere den type, der har erfaret, at det virker, så hvorfor ikke bruge tricket? Mens Bobolina venter på rigtig sex, har hun tirsdagslegene med kusinen og varmedunken, onanerer opfindsomt og får også en hund til at tilfredsstille sig. Lige cirkushunden vidner om Scherfigs blik for komikken og om, hvordan cirkusuniverset bliver udnyttet til fulde. Morens plan med at give datteren en hund var nok mere, at hun skulle træne den til et cirkusnummer.

Fucking uforstående
Lilja Scherfigs måde at skildre teenagepigers oprør, drømme og seksualitet på minder mig om Mikkeline Gudmand-Høyers (Gajolmanifestet) og Sanne Munk Jensens (En dag skinner solen også på en hunds røv). Det er en skildring af piger, der har svært ved at tilpasse sig, og som opsøger outsidere og rusmidler for at finde en retning i livet. Det værste er forestillingen om det perfekte liv, det bedste er det outrerede. Forældre er overhovedet ikke til nogen hjælp, de er enten fraværende eller bare belastende. Sådan her lyder det f.eks. hos Bobolina og hendes mor: »Jeg rejste mig og gloede ind i mit lille spejl på væggen der. Pressede en bums under læben. Blodet løb, og det sved i min hud, men det var intet imod den smerte, mama påførte min sjæl ved at være så fucking uforstående.
– Mama, ska’ jeg sige dig noget?
Hun så på mig, så jeg fortsatte.
– Når jeg engang får en datter, ved du hvad, jeg så vil gøre?
– Nej, det ved jeg ikke, svarede hun overbærende. – Hvad vil du så gøre, Bobo?
– Jeg vil lære hende at kende.«

(…)

Bobolina præsenterer unge læsere for samtidens hysteriske kropsdyrkelse og de gør den som sprogkunst og ikke som debatindlæg. Alligevel har den et ’bør’ over sig. Man bør ikke tro, at lykken er at blive plastikopereret som ind i helvede. Forfatteren er ikke ude på at opdrage sin læsere, projektet kan måske snarere beskrives som en nænsom påvirkning i retning af oprør og humanisme. Og det kan være, den projektfornemmelse helt enkelt er ungdomsromanen store uundgåelige.