Anmeldelse, jakobkragh.blogspot.dk: Rævefælden

Af jakobkragh.blogspot.dk

Blodrus

Gustav er glad for sin kanin, Ninus. Men da naturen og ræven beviser, at livet altså er noget brutalt skidt, og ræven splitter Ninus ad i småbitte ikke-samlbare blodige stykker, næres Gustav af en uudtømmelig hævntørst.

Og hævn kan altså ikke slukkes af den ikke specielt nærværende fars forsikring om, at de opsatte rævesakse nok skal fange kanin-morderen.

Gustav er en geschæftig ung mand og han ved hvor faderens jagtgevær er. Og plaf. Ræven er død.

Men kan Gustav vide sig sikker på, at det nu er den ræv; at det lige netop er den forbandede kanin-morder-ræv han fik ram på? Gu’ kan han da ræv! Men hellere få ram på 100 ræve for meget end en for lidt.

Men i takt med Gustavs bersærkergang, der også går ud over et par gloende geder og en håndfuld høns, bliver han umærkeligt selv forvandlet til det udyr, den ræv, han er på jagt efter. Og først da han efter en tur i en rævesaks og et ophold i et usselt cirkus, møder den jævnaldrende Paw, der ser ham og hans sorg, bliver Gustav til en dreng igen. Og naturen kan vende tilbage til også at vise en lys side.

Det er saftsuseme en fin og knugende historie. Den altfyldende hævn, der gør søde drenge til udyr – og ikke giver den mindste forløsning eller trøst. Bare en smag af blod i munden.

Dickmeiss indfanger det hele. Grufuldt, poetisk. Og både artificielt og nærværende realistisk. Fx når stakkels Gustav skal forsøge at syg den splittede Ninus sammen med kød, pels og månestykker. Eller når naturen i illustrationernes detaljer viser sig fra den side, der er længst fra Disney og Paradis.

Der kommer dog en langt lysere naturblik med smilende pindsvin og en stork og en ræv der kærligt kigger på hinanden, da Gustav har fundet ud af at en venskab kan være med til at stoppe en blodrus.
Det er så fint. Og magisk.