Anmeldelse, Politiken: Pophans
Hanegal
Hønsefødder og fællesmøder i ny dansk billedbog om et hanevalg.
Den gamle hane hedder Victor, og nu kan han ikke mere. Hønsegården skal vælge ny formand og -sanger.
Skal de vælge den hønsekære popsanger Hans, eller skal de vælge håndværkerhanen Tom med sans for søm og brædder? Det er spørgsmålet i debuterende Lilja Scherfigs billedbog, som tegneren Erik Petri har fyldt med fjer og farver.
Hans kan synge, så hjertet brister. Men Tom kan reparere det bristede hegn, så ræven ikke spiser flere af hønsegårdens beboere. I rimede vers ridses situationen op, så alle lærer noget af processen. De to (kamp)haner slutter fred, og Hans får Smukke Stella med de fine hvide fjer. Han beholder drømmen om, at man kan mere end baske med vingerne. Når Hans synger ’flyvesangen’, får publikum »gåsehud på deres hønseskind«. Pop og politik er to forskellige ting.
Lilja Scherfigs vers ligger godt i munden. Rimene er rimeligt traditionelle, men effektive. Erik Petris tegninger er iltre og bevægelige i stærke rødbrune kulører. Der pjankes og kagles overalt på siderne. Der er dårligt tid til at lægge æg. Men Pop-Hans’ budskab kommer klart igennem: »Vi skal op og flyve i det blå!/ Vi er nemlig født med vinger på«. Det gælder for andre end høns.
