22099
page-template,page-template-full_width,page-template-full_width-php,page,page-id-22099,stockholm-core-1.0.5,select-child-theme-ver-1.1,select-theme-ver-5.0.7,ajax_fade,page_not_loaded,smooth_scroll,wpb-js-composer js-comp-ver-6.7.0,vc_responsive

Anmeldelse, Politiken: Rævefælden

Af Steffen Larsen, Politiken

En forunderlig historie

Er hævnen sød? Det er den ikke for Gustav, og han lærer det på den hårde måde. I begyndelsen af denne aflange billedbog med alvorlige ord og barske billeder sidder far og søn i hver sin ende af opslaget med et langt bord imellem sig.

 

Far siger: »Din kanin er død«. Far har smidt den i komposten, og det var ræven, der gjorde det. Gustav elskede sin Ninus. Og nu vil han have hævn.

 

Gustav hugger fars jagtgevær med patroner – det er ikke svært! – og så begynder han at plaffe ræve ned og andre dyr, der måske har været medvidere. Gustav udvikler efterhånden spidse ører og strid pels.

 

Den gamle sandhed
Som ræven Gustav går han i bondens rævesaks, og så vågner han op i et bur på hjul i et tivoli. Folk går forbi og spytter på ham. Så stygt et dyr! En lille dreng, der hedder Paw, bliver dog siddende foran buret. Han aer dyret på ryggen. Og så bliver det morgen …
Lilja Scherfig har drejet en forunderlig historie om altfortærende vrede og den gamle sandhed, at man bliver som dem, man hævner sig på. Puha! Det går godt denne gang, og Gustav er – ligesom kiggelæseren – blevet klogere.

 

Otto Dickmeiss tegner i ulden sort/hvid med blød kant. Hans store hoveder har endnu større øjne. Han fryser billedet, så det bliver nærmest ikonagtigt, og gør figurerne mere åbne og sårbare. Der er en magisk, fortættet stemning over bogen. Den vil mig noget.