Anmeldelse, Politiken: Ritas venskab
Venner, uvenner, og venner igen
Her er historien om, hvorledes Rita og Viktor blev gode venner igen. Det bliver nok ikke sidste gang, de to skal igennem en krise. For kan et venskab i 5-8-års alderen bære igennem dril og rødmen og fodbold og lyserøde fornemmelser? ’Ritas venskab’ giver ikke et svar. Lilja Scherfig ved godt, at det kan det oftest ikke.
En blå dreng
Det ville nok hjælpe, hvis Rita begyndte at spille fodbold. Men nu går hun såret og surmulende ned til stranden, da Viktor og hele holdet har grinet ad hende. Rita giver igen med en bemærkning om Viktors hårpragt.
Nu er alt vist tabt. Men heldigvis møder Rita en blå dreng, som forsøger at fange en rød sommerfugl. Når drengen ikke gør det, forsøger han at holde humøret oppe hos Rita.
Hun vender tilbage til boldbanen med fremstrakt hånd (og kløer). Til sidst finder de to dog hinanden i det grønne græs med udsigt til en rød sommerfugl.
Et tabt paradis
Der er klarøjet poesi i Lilja Scherfigs lidt triste historie om at gå fejl af hinanden på et hundrede måder. Der er en stemning af et tabt paradis over historien, som ikke bliver mildnet af Otto Dickmeiss’ illustrationer. De er usædvanlig farvestrålende denne gang.
Normalt arbejder tegneren i en speciel og hemmelig blanding af grøn og gul. Tegnerens billeder er oftest ovale. Her går de lige til kant, som hos kollegerne. ’Ritas venskab’ er også fuld af ting, som ligner. En bænk f.eks. Og måger. Mon ikke det er tegnerens første måger i bogform? Øjnene er dog altid spørgende store.
Otto Dickmeiss arbejder hårdt på at forlige den blå gestalt med den skinbarlige virkelighed. Og det er ikke hans skyld, at historien kommer til at flakse som sommerfuglen imellem drøm og driblen.
