Anmeldelse, Børn&Unge: Putte og de andre
”Fornemmelse for kropsfryd”
Lilja Scherfigs ‘Putte og de andre’ indeholder tre historier, som på hver sin måde fortæller om følelser, om drift, venskab og mod. Der er tre meget forskellige tegnere på, og hver historie har sin egen stil, opsætning og lay-out. Det er en novellesamling som tre-i-én-billedbog.
Den første novelle, ‘Putte og ræven’, er en dramatisk fortælling om en hønes forelskelse i ræven. Hun er så betaget af ham, at hun om natten drømmer, at han tager en bid af hendes tæer. Når de andre høns snakker om ham, kilder det så dejligt i puttehønens mave. Forelskelser handler vist ikke altid om at være skabt for hinanden eller om, at man bliver betaget af en, der passer ind i omgivelserne. Næ, en ræv, der kommer og tager én om natten, dét er der bid i. Hønen Putte drømmer om ræven:
Putte ligger og drømmer, at hun går op ad kirkegulvet på en rød løber. Hun har en smuk kjole på. Ræven er i smoking, og bag dem går deres fem børn og holder det lange slør.
Ræven drømmer også om Putte, og til sidst får de lov at ses på prøve. Først siger de voksne selvfølgelig nul putte. Men så bliver ræven vegetar…
En virkelig dejlig fortælling om at følge sin lyst, uanset hvad samfundet, de andre, de voksne og normerne i hønsegården siger om passende og upassende kærlighedspartier. Til denne novelle hører et fantastisk dobbeltopslag, hvor Camilla Wichmann har tegnet hønen Putte hvilende trygt og godt i rævens favn. Det er sådan et billede, der egner sig til plakat. Helt vildt skønt.
Bogens anden novelle er ‘Historien om elefanten Ib’. Indeni Ib bor en mus, som er elefantens sande jeg. Den lille mus fylder dog ikke meget i en elefants væsen og krop. Ib lever med en fornemmelse af at være populær udenpå og ensom indeni. Men i elefant-flokken, der lever som alle normale elefanter nu en gang som bekendt gør – med beach-volley og vandede vitser – vil problemet med at fylde sin krop ud med selvtillid også kunne løse sig. Læs selv efter.
I den sidste og tredje novelle møder vi koen Linda, som under titlen ‘Linda tager kampen op’ redder sin elskede Guitar-Steen fra slagteren Dræber-Bjarne. En splatterfortælling på vers:
Linda gumler græs og glor forelsket efter én,
hun er nemlig blevet vild med ham der Guitar-Steen.
Han er gårdens guitarhelt med sej og svedig smag,
Linda hvisker lidt genert: – Øh, hva’ skal du i dag?
Øve spade som en gal og du skal ikke med!
smiler frække Guitar-Steen og skynder sig af sted.
Linda bøjer nakken tungt og snøfter inden i,
men så svinger Susan glad og fløjtende forbi.
Som titlen siger, tager Linda kampen op. Da slagterbilen kommer, redder hun sine venner – heriblandt Guitar-Steen – fra slagteren Dræber-Bjarne. Tegneren Otto Dickmeiss har på et helsidesopslag illustreret med en drabelig splatterscene, hvor køerne, Linda, Guitar-Steen og den rare Harry kører Dræber-Bjarne igennem kødhakkeren.
Linda får sin Guitar-helt til sidst: “Steen kan ikke vente mer’, han kysser sin heltinde.”
Jeg synes ikke helt, at Guitar-Steen fortjener det. Han er lidt for selvoptaget. Men sådan er det jo af og til med kvinder. De falder sommetider for de tyre, der er mere optagede af at spille guitar og kæmme deres hår, end for dem, der virkelig elsker dem! Og som er gårdens steg.
