Anmeldelse, Politiken: Louie Louie

Af Steffen Larsen, Politiken

TRØSTEDUKKER

Nogle gange kommer foråret på det rigtige tidspunkt.

Siden Louies mor døde, har hans far ligget i sprit.

Far spørger kun til matematikbogen og passer ellers tavst sit arbejde som direktør for et dukketeater. Louie er kommet igennem disse to år ved at slå hukommelsen fra og i øvrigt passe sig selv. Men nu er det forår, han bliver teenager, og inden den sidste poppel er sprunget ud, bliver alt anderledes. ’Louie Louie’ er Lilja Scherfigs debut som romanforfatter. Hun har gennemgået et forløb på forfatterskolen for børnelitteratur.
Historien er fortalt uden tårer. Den hæver sig langsomt over familieliv og psykisk nedtur, idet den inddrager dukkerne, som bor nede i kælderen, når de ikke arbejder. Her fører Louie lange samtaler med Pjerrot og Columbine. De bakker ham op, og det gør flere andre i ejendommen. Dag for dag bliver knopperne større. Louie melder sig til en musikkonkurrence. Dejlige Aisha smiler til ham. Foråret blæser de sidste triste tanker bort. Et mindre automobiluheld hjælper også til. Det er overbevisende fortalt, imens magien hopper frem og tilbage på grænsen til det forklarlige. Lilja Scherfig lever op til efternavnet med et nærgående portræt af skolelærer Peter Henning. Enkelte andre af figurerne kan virke noget karikeret.

’Louie Louie’ har samme sarte tone som i ’Drengen med sølvhjelmen’ af Hanne Kvist. Der fortælles fra halvdistancen, hvor magi og realisme, sorg og trivsel, mest er sømærker, som skal vise vejen for den, der har en mission. Louie skal springe ud – ligesom træerne.

Lilja Scherfig fortæller hjemmevant, og handlingsgangen er veldisponeret. Sprogligt er der mange godbidder. På et tidspunkt folder drengen sine hænder: »Kære Gud, det er Louie. Du kender mig sikkert ikke, for jeg har ikke bedt dig om noget før … «.