Putte og de andre Af Troels Laursen, Kultur Kapellet
Putte og de andre
Billedbogen handler om de store følelser: Umulig kærlighed og had, identitetsproblemer og ensomhed. Bogen er en sjælden børnebog, og jeg tror ikke, jeg tidligere har læst en børnebog, der i den grad handler om de store lidenskaber. Jo, måske nok om emnerne venskab, ensomhed, kærlighed og had, som hører til grundvilkårene for mennesket, børn som voksen, men her er det med en dramatisk lidenskab, som jeg ikke kan mindes at have set i en billedbog for børn før. Og nogen vil måske også synes, at den i virkeligheden mest er for voksne, da både illustrationer og tekster kan virke voldsomme på mindre børn, som når én køres gennem kødhakkeren og bliver til dåsemad. Men omvendt er det dog også en bog, der med stor sproglig opfindsomhed fortæller om kærlighed, overvældende forelskelse, om at sige fra, og om at vedkende sig den, man er. Det er store følelser, der er på spil, og det jo er bestemt nok værd at få sig en snak med sine børn om. Og det bliver så til en snak, som den voksne også kan få glæde af, og tage ved lære af.
Historierne er illustreret på skønneste vis af hver sin illustrator: Camilla Wichmann viser meget farvemættet en poetisk kærlighed, mens Rasmus Bregnhøi både er sart og detaljerig i sin streg om elefanten Ib. Otto Dickmeiss har derimod humor i sine rock-seje og promadehårede køer.
Billedbogen har tre fortællinger, og den første er om hønen Putte, der bliver forelsket i ræven. Her kildrer det så dejligt i Puttes mave, og hendes hjerte banker voldsomt, når hun tænker på ham – Ræven med de smukke øjne; ham, de andre høns frygter. Ræven drømmer også om Putte, og det er ikke en maddrøm! Det umage par må holde forelskelsen skjult, men kærligheden finder en vej. I Puttes og Rævens forhold er kærligheden og smerten dog tæt forbundet, for rævens mave rumler voldsomt, når han er sammen med Putte; han frygter, at sulten skal overvælde ham. Putte vil gøre alt for kærligheden, så hun lader ham spise en tå ved hvert møde, for at holde rævens sult i skak (hvem sagde, at man ikke kunne hugge en hæl og klippe en tå, for at komme i prinsessens sko?). Da Putte må blive i hønsegården, fordi de voksne som sædvanlig ikke forstår et pip, er det store spørgsmål, om Ræven også parat til at ofre noget for kærligheden? Men mon ikke det ender lykkeligt under rønnebærtræet.
Billedbogen indeholder også to andre historier, ”Historien om elefanten Ib”, hvor Ib er en elefant, eller det er han i hvert fald udadtil. Inde i elefantkroppen er den virkelige Ib faktisk en lille mus. Elefanten Ib er populær, da han er god til at træne grinemusklerne, men inde i elefantkroppen føler Ib sig alene. Men så en dag får Ib selskab. Han redder nemlig resolut en mus fra at blive trampet ihjel af en af de andre elefanter og får den ind i sit hjem i elefantkroppen. Nu er det på tide at forklare den rette sammenhæng for den øvrige elefantflok. Vil de acceptere Ibs sande jeg?
Den sidste fortælling er en rimet historie med sjove og skønne rim, og hedder ”Linda tager kampen op”. Og Linda er en skøn ko, som er smaskforelsket i Guitar-Steen. Han er dog ikke interesseret, men hun er fast besluttet på, at han skal blive hendes:
”- Hvem har muget ud i dit humør, min smukke ven?
Linda sparker til en sten og sukker højt igen:
– Guitar-Steen var ligeglad, da jeg fik stød i går,
Han gik mere op i at få vandkæmmet sit hår!”(p.25)
Men pludselig, mens Linda forgæves sværmer for sin Guitar-Steen og overser den følsomme ven Harry, kommer der i en ladbil, en morder på gården! Slagteren Dræber-Bjarne vil lave oksesteg ud af både Guitar-Steen og Harry, og så glemmer Linda alt om sit ellers så følsomme sind og tager kampen op, og her er det så, at én ryger gennem kødhakkeren og bliver til klistret dåsemad…
I sandhed en billedbog både for den voksne, der læser op og barnet, der lytter med.
