22189
page-template,page-template-full_width,page-template-full_width-php,page,page-id-22189,stockholm-core-1.0.5,select-child-theme-ver-1.1,select-theme-ver-5.0.7,ajax_fade,page_not_loaded,smooth_scroll,no_animation_on_touch,wpb-js-composer js-comp-ver-6.7.0,vc_responsive

Anmeldelse, KultuNaut: Ritas Venskab

Af Simon Hartling, KultuNaut

Ritas Venskab

I børnebogen “Ritas venskab” af Lilja Scherfig og med illustrationer af Otto Dickmeiss hører vi om, hvordan det er at blive svigtet af sin bedste ven. Men vi får også at vide, at man kan tilgive hinanden og måske endda få et endnu bedre venskab. Bogen henvender sig til aldersgruppen 4-9 år.

 

 

Da Rita kommer hen til de fodboldspillende drenge, kalder de hende for “rødhårede abe”. Det kunne hun sikkert have levet med, hvis bare det ikke var fordi, Viktor lod være med at komme hende til undsætning og oven i købet grinede af hende. Rita kan ikke komme over det. Ulykkelig går hun ned til bænken ved vandet, ét af hende og Viktors venne-steder. Her møder hun en mystisk dreng, der godt kunne minde om Viktor. Drengens forsøg på at fange en sommerfugl leder Ritas tanker lidt på andre veje. Hun kan dog ikke skjule, hvad hun er ked af, og fortæller drengen om Viktor. Han vil gerne hjælpe og maner til storsind og besindighed. Men da hun følger hans råd om at række Viktor en udstrakt hånd, kommer der i første omgang ikke noget godt ud af det. Dog kan gode venner ikke i længden opretholde et fjendskab. Uvenskab giver knuder i maven. Mon ikke det er bogens glimrende pointe, at man er nødt til at løsne op for sine knuder, så man kan blive let og fri som en sommerfugl?

 

 

I Ritas venskab er der ikke nogen voksne med. Det er børn, der skaber konflikterne og børn, der løser dem. At voksne holdes uden for historien afspejler nok ganske godt, hvor alene man er som barn, når det gælder venskab eller uvenskab. Bogen fortæller om noget af det mest centrale i børns hverdag og rammer udmærket den intensitet, som den korte afstand mellem stor sorg og stor glæde giver. Lilja Scherfig er ikke bange for at ty til det fantastiske, når konflikten skal løses, og det fungerer ret godt. Mystikken bliver hverken for overdrevet eller punkteret i plat realisme. Otto Dickmeiss’ tegninger klarer sig fint sammen med teksten og skaber en sommerlig tid-og stedløshed. Det kan dog undre, at børnene skal ligne de for nogle år siden så populære Bratz-dukker, dvs. med enorme øjne. Det bliver næsten for bambi-agtigt.

 

 

Ritas venskab vil kunne optage de fleste børn. Det er simpelt hen elementært spændende og vigtigt, om venskabet består eller forgår. Nogle vil måske synes, at bogen er for pædagogisk korrekt. At den poetiske retfærdighed er for udtalt. På den anden side må man spørge, om det ikke også kan blive for rigtigt i en anden forstand, hvis man forsøger at være “realistisk”. Hvis nederlag holdes for mere realistiske end sejre, er det ikke nødvendigvis noget, man behøver at fortælle til børn. Børn kan godt tåle lidt pædagogik og en

smule håb.