Anmeldelse, Børn & bøger: Min hale

Af Eiler Jensen, Børn & bøger

Glem aldrig din hale

Når min hale falder ud under kjolen, ruller jeg den sammen og propper den tilbage i underbukserne. Men mor ser det altid. Hun har skarpe øjne.

Ja, mor har skarpe øjne, men hun har også en saks.

Pigen uden et navn er formodentlig ikke bare en pige, hun er et barn, som både er formbart og med immanente evner og muligheder, som er fælles for ethvert barn. Pigen er på den måde ikke bare et individ, men hun rummer noget, som er karakteristisk og fælles for ethvert menneske.

I fortællingen er hun en pige. Gælder det da ikke for drenge, at de har en hale? Vi ved det ikke rigtigt, for de drenge, der popper op i fortællingen, er pigens brødre, og de folder sig ikke ud, som pigen gør, hvilket er trist og synd for dem. Men de har måske været under saksen? Det kan vi vende tilbage til!

I Min hale ved pigen godt, at hendes hale er noget “farligt”, som en mor ikke vil tolerere. Derfor er moren udstyret med en saks. Men hvad er der med den hale? Hvorfor er den farlig?
Halen slipper altid fri, når pigen folder sig ud i livsglæde. Og mor har været der med den løftede pegefinger. Mere hale, og det får konsekvenser! Konsekvenserne konkretiseres ikke, men farlige og afgørende, det er de, det fornemmer man tydeligt.

Og det går da også galt på lejrturen. Til trods for at pigen ved hvad risikoen er, kan hun ikke holde sig i ro, men kaster sig ud i en båldans, der er så fuld af rytmisk glæde og overskud, at læseren selv rives med, hør blot:
“Jeg springer, så højt, jeg kan. Jeg hvirvler, jeg flyver! Mærker bålets flammer. Der er rytme i de flammer. Wauw, vi griner alle sammen, for dansen kilder, mens vi drejer og flakser og snurrer og sakser. 
Måne-dans, bjørne-dans, vild-i-junglen-numsedans. Rytmen banker ud i kroppen, ud i halen, ud i mørket, ud i himlens tusind øjne.”

Man har lyst til at slippe bogen og danse med. Men i sidste øjeblik får man så øje på to ord i citatet. Og fryser og frygter med ét det værste. Det er ordene sakser (også selv om det skal rime på flakser) og mørket. For nu ved man besked, pigen gør det også og kan kun afvente.
 Og pludselig ud af intet står hun der, mor. Om det er på lejrturen eller derhjemme eller hvor som helst er ligegyldigt, for hun og hendes saks er overalt og ser alt og dømmer alt og klipper til.

Og det hjælper ikke pigen, at hun hævder, at halen er hendes: det er min hale, råber hun hjerteskærende. Sakset bliver der! Halen ryger.

Pigen må flygte fra den modbydelige mor og den sviende saks. Hvad enten hun flygter ud og bort eller ind i sig selv, så må hun væk, fordi smerten, mørket og håbløsheden truer hende.
Og dernede, allerdybest nede i grotten (der er også tale om en mavegrotte!) hører hun den så, stemmen, pigen, håbet, muligheden og påmindelsen: Du havde en hale – og hvis du ikke glemmer den, vokser den ud igen! Pigen møder fortrøstningen og håbet og muligheden – og glæden.’

Nu kan mor komme så tit hun vil. Og med alle de sakse hun vil. Det bliver dog livsglæden, modet og viljestyrken, der får det sidste ord.

Og bogens sidste og ordløse opslag er det ultimative symbol på det, der er et menneskes kæreste eje og mulighed, nemlig sanseligheden og livsudfoldelsen, som blandt andet er det, som halen er symbol på. Og på opslaget ses (apropos tidligere) både drenge og piger. Tænk over det, når du læser historien igen og møder pigens brødre! Halen er et symbol på: Personlig integritet.

Deres udsendte har på de sociale medier mødt Lilja Scherfigs udsagn om, at det er en fortælling om social kontrol. Det er jeg i og for sig enig i. Men stærkt er det tilmed, at det som moren og saksen udøver kontrol over, det er netop pigens personlige integritet, hendes mulighed for at udfolde sig, leve og vokse på egne præmisser. At knægte den er en umenneskelig gerning. Og fortællingens titel er da heller ikke Mors saks, men Min hale.

Det rigtigt fornemme ved denne fortælling er den pointe, der ligger i, at pigen aldrig må glemme de muligheder, hun har i sig, for gør hun det, ender hun som en mor med en saks. Husker hun det derimod, kan hun blive en nødvendig brik i frihedens og frigørelsens øjemed. Og med den kan hun gøre sit oprør. For en oprørsfortælling er denne historie så sandelig – og dermed er den i familie med andre af Lilja Scherfigs fortællinger fx: Farfar og Verdens bedste team.

Mand, for en dejlig fortælling, og hvilke vidunderlige illustrationer Signe Kjær forkæler læseren med. Vi har tidligere henvist til fortællingens sidste ordløse opslag til illustration af Lilja Scherfigs stærke tekst! Ligeledes er opslaget af den afklippede hale og saksen hjerteskærende, smerten ligger helt ud i blodplamagerne på både bord og gulv. Det er stærkt.

At læse Signe Kjærs billeder forstærker i den grad læsningen af Lilja Scherfigs tekst.