23135
page-template,page-template-full_width,page-template-full_width-php,page,page-id-23135,stockholm-core-1.0.5,select-child-theme-ver-1.1,select-theme-ver-5.0.7,ajax_fade,page_not_loaded,smooth_scroll,no_animation_on_touch,wpb-js-composer js-comp-ver-6.7.0,vc_responsive

Anmeldelse, Bogbotten.dk: Min hale

Af Bodil Christensen, Bogbotten

Min hale

Pigen med halen har lært, at det hedder ”konsekvenser”, når mor forsøger at få hende til at rette ind. Pigen har en hale, som hun til hverdag må skjule med tape.

 

”Når min hale falder ud under kjolen, ruller jeg den sammen og propper den tilbage i underbukserne. Men mor ser det altid. Hun har skarpe øjne. Jeg hader tape. Tapen strammer og niver og river i min hud. Mere tape på, siger mor, – Og hvis jeg ser den hale fremme igen, får det konsekvenser.”

 

Signe Kjær tegner pigen med halen så uskyldigt og barnligt, som kun en ung pige med hale kan være. Pigen er under stram kontrol for ikke at vise halen frem, men under en lejrskole bliver det båldans, natdans, månedans og vild dans. Pigen slår sig løs og danser sine drømme ud med halen fremme. Dét ser mor. Så kommer der konsekvens med en klipning og kupering af halen.

 

På sidste dobbeltopslag er der blå skovbaggrund, hvor en masse børn med haler springer og danser og klatrer i træer. De leger med sommerfugle, deres hår hænger frit i vinden, fuglene synger, og alt er fyldt med åkander og farverig livsglæde. Det er et sted, hvor man kan have sin hale i fred og fest.

 

Alle mennesker er ikke ens. Nogen har en hale, andre har ikke, men man skal ikke forsøge at ensrette menneskeheden. Heldigvis finder pigen ud af, at hendes hale altid vokser ud igen, så selv om moderen tror, at hun kan kontrollere det vildvoksende og uønskede, så gror det altid frem igen.

 

“Min hale” er en børnebog, der også retter sig mod den voksne læser. På bagsiden står der: ”En fortælling om at åbne sanserne, finde sin egen frygtløshed og række ud mod verden.”

 

Lilja Scherfig siger selv om bogen:
”Historien handler om social kontrol. I alle hjem findes regler og værdier skabt af de voksne, som børnene må indordne sig under. I mere ekstreme og radikaliserede hjem bliver de stærke værdier og holdninger til en slags socialkontrol. Hvis du ikke følger normen, får det konsekvenser: Du bliver straffet på den ene eller anden måde, skubbet til side (væk fra fællesskabet), ignoreret, kritiseret og forsøgt forandret. Halen kan stå for mange ting, alt efter hvilket miljø du kommer fra. Hvad er tabu og forbudt i din familie? For nogle piger kan halen repræsenterer seksualitet; lyst, lidenskab og slutty attitude. Halen kan repræsentere vildskab, rebelskhed, ”drenget adfærd” som ikke lige passer til den pæne kloge pige. Men halen kan også stå for et andet livssyn, et oprør mod religion/politisk overbevisning. Lige meget hvad, er halen en del af barnets personlighed, som ikke får lov at komme til udtryk. Og dét er det samme som at amputere sjælen. I min familie har sårbarhed, følsomhed, tårer og andre bløde værdier været ildeset. Jeg er vokset op med radikale politiske holdninger, de ideologiske teorier var hævet over personlige følelser, som helt skulle gemmes af vejen. Styrke, maskulin drivkraft, enighed om hvordan verden hang sammen, var de bærende værdier. Jeg passede ikke ind i det shit. Jeg var for følsom, for Woody Allen-sensitiv. Jeg fik simpelthen angst af at tænke på deres måde. Så jeg måtte finde min egen kerne og kæmpe for mig og min hale!”

Et langt citat til at forklare en bog, der siger det samme i billeder og poetisk tekst.

Det er en helt særlig fortælling, der har træk fra eventyrgenren. Signe Kjær tegner poesien frem. Lilja Scherfig skriver modet og selvbevidstheden frem.