23102
page-template,page-template-full_width,page-template-full_width-php,page,page-id-23102,stockholm-core-1.0.5,select-child-theme-ver-1.1,select-theme-ver-5.0.7,ajax_fade,page_not_loaded,wpb-js-composer js-comp-ver-6.7.0,vc_responsive

Anmeldelse, De unges ord.dk: Drengen uden øre

Af Ida Marie Mortensen, De unges ord.dk

En smuk illustreret fortælling om hvordan sorg og ømhed kan leve side om side

Små hvide kister. Blodige grønne bluser. Maria væver en brutal plan. Sammy mangler et øre og fortjener at dø. Hvad er had og hvad er kærlighed? Alting væver sig ind i hinanden, fletter sig sammen, imens græskarsuppen bobler roligt på blusset. Et moderne eventyr om at komme videre og lade kærligheden sejre.
Når man læser bøger af Lilja Scherfig, skal man huske på, at udseendet snyder. For Lilja skriverikke kun bøger for børn, men også for voksne, og ’Drengen Uden Øre’ er bestemt en af dem. Her tager Lilja fat i stærke tematikker som had, hævn og krig, og hvad udfaldet bliver, når disse tre tematikker kommer hinanden på tværs.

 

Verden er sjældent sort og hvid, og det formår Lilja Scherfig at udpensle i sin fortælling. I historien møder vi en mor, som har mistet sin søn i krigen, og hun får hans morder som hushjælp efterfølgende. I deres forhold lever sorg, had og ømhed side om side. For hvordan kan man se på ens søn morder dag ud og dag ind, uden at hævne ens barn? Tilsidesætter man sine egne følelser, og tager en morder ind, som også selv er et barn og som aldrig burde havde været udsatfor den situation? Eller planlægger man hans mord? Historien lader os tro, at begge dele er en mulighed indtil sidste side er vendt, og man sidder på det yderste af sit sæde, for det er så svært at forudsige hvad Moren har tænkt sig at gøre.

 

Udover at historien er fantastisk opbygget, og karaktererne har nogle utroligt udpenslede personligheder, der gør fortællingen meget dybere end man måske havde forventet af en børnebog, så har Toril Bækmark lavet nogle vidunderlige tegninger, der virkelig illustrerer den sorg krig medfører. Det emmer ud af hver side, og giver et ekstra lag til fortællingen, på en måde jeg ikke har oplevet før. De er tegnet med smukke streger, som giver et fantastisk indtryk på læseren, og man bliver helt berørt når man læser historien.

 

’Drengen uden øre’ får 6 stjerner, fordi det er en utrolig historie, som tager fat i nogle stærke tematikker, og kommer fuldstændig i mål med dem, uden at det bliver for letkøbt eller for mørkt igen. Derudover giver de tilhørende tegninger et fantastisk billede af historien, som jeg ikke vil have været for uden. En bog for både unge og voksne, som kan berøre mennesker i alle aldre.