En vidunderlig, hjertevarm billedbog hedder ’Dybt vand’. Den er et eksempel på, hvordan billedfortællingerne i disse år rammer tidens tone og beskrive de skarpe skær. Makkerparret Otto Dickmeiss, der tegner, og Lilja Scherfig, der fortæller, står bag den ikoniske ’Rævefælden’ (2012), der handler om vredens og forsoningens vej. Nu drejer det sig om at finde sin indre (og ydre) bjørn ude på det dybe vand, i brandstorm og midt i almindelig hverdagssurhed. Drengen må ikke besøge mors kæreste, der nu skal flytte. Så han stikker af med sin nye ven, der ligner en bjørn.
Ude på vandet i en lille robåd er det ved at gå galt, men så kommer hjælpen.
Der er altid en vej, hvor der er kærlighed – og bjørne. Otto Dickmeiss er dyb og inderlig. Hans stærke sort/hvide billeder sidder fast i hjertet, så man får lyst til at være god og glad.