18859
page-template,page-template-full_width,page-template-full_width-php,page,page-id-18859,stockholm-core-1.0.5,select-child-theme-ver-1.1,select-theme-ver-5.0.7,ajax_fade,page_not_loaded,wpb-js-composer js-comp-ver-5.7,vc_responsive

Anmeldelse, Information: Hello Ketty

Get to know us better

Af Marianne Eskebæk Larsen, information

I ’Hello Ketty’ får barnet lov at være, som det nu engang er

Velmenende børnebøger er ofte anvisende og enstrengede og misser pointen med skønlitteraturens symbolske fortællinger. Men det lykkes for Lilja Scherfig og Lea Hebsgaard Andersen at lave en børnebog, hvor man kan læse forskellige lag ind og forløse det anderledes.

 

Ketty er ikke glad, så Ketty bliver til en kat. Det er plottet i Hello Ketty skrevet af Lilja Scherfig og vellykket illustreret af Lea Hebsgaard Andersen.

 

Lillesøsteren går rundt i en kjole påtrykt øjne, snude og knurhår, som har en påfaldende lighed med den japanske tegneseriefigur Hello Kitty. Det billion dyre brand fra den japanske populærkultur er en pigekat, ganske som Ketty. Men ellers er der nu ikke meget kawaii eller nuttethed over fortællingen. For forældrene har det svært med Kettys forvandling, og lillesøsteren, jegfortælleren, viser sig også at blive udfordret af Kettys transformationer.

 

Ketty forvandler sig til en kat, den dag hun holder ni års fødselsdagsfest. Hendes kæreste Elias har slået op, og Ketty vil ikke puste lysene ud, ja, hun kravler bare ned under bordet og siger miav! Indtil hun hapser onkels nøgler og løber ud i haven med dem. På alle fire. Og med nøglerne i munden.

 

Trods alvoren er der en lethed i såvel sprog som billeder. Pigernes ansigter er sødmefulde. Lillesøsteren ligner næsten en minigeisha, og meget apropos har mor, Ketty og jeg fortæller helt hvide ansigter, røde læber (hvor kun den midterste del af munden er malet op) og røde kinder.

 

Kirsebærtræet i blomst er en anden japansk reference. Farveholdningen er støvet pastel og flere steder med detaljerede skraveringer, der giver en fin tekstur til billederne. Det opslag, som viser familiens bekymrede besøg på et hospital, hvor folk tror, de er dyr og går rundt i hvide badekåber, viser fire mennesker med dyrelignende træk.

 

Pandamennesket er utroligt rørende med sine store, store øjne! Sjovest er hjortemennesket, som modsat de andres udefrakommende effekter, nøjes med at holde to fingre i vejret som et gevir. Pointen er, at familien drager hjem igen, for Ketty fejler ikke noget. Som lillesøster konstaterer, da hun iagttager en dame, der påstår, at hun er en kænguru, drikke kaffe: En kænguru sidder ikke og drikker kaffe. Og Ketty opfører sig som en kat hele vejen igennem.

 

Med autismebrillerne på
Jeg har en søn med adhd og autisme, og inden for autismeverdenen kalder man dem uden autisme for neurotypiske. Ketty lader til at være neurotypisk. Hendes kattepersonlighed kommer meget pludseligt, og den ophører igen lige så pludseligt. Sådan er det ikke med en gennemgribende udviklingsforstyrrelse som autisme.
Men alligevel kan man læse historien som en skildring af, hvordan det opleves at have et atypisk barn. Med eller uden diagnoser. Historien handler om at få lov til at være den, man nu engang er. Og – som forlaget skriver – i det tempo, man selv vil. Det gælder også børn med atypisk adfærd.

 

Når jeg læser bogen med autismebrillerne på, er der flere genkendelige episoder. Moderen og faderen har så travlt med at trykke og klemme Ketty tilbage til menneskeformen, at de slet ikke ser eller lytter til hende. Så er det heldigt, at lillesøster kan agere mægler. De er bange for, hvad omverdenen skal tænke, og det er også upraktisk med sådan en stor kat.

 

Ulig megen anden børnelitteratur er forældrene ikke blot uforstående, urimelige voksne. Deres manglende indlevelse foldes ud. Moderen føler, at hun har mistet sin store pige, og har svært ved at forstå, at Ketty kan være glad, når hun er så anderledes fra, hvordan moderen selv var som barn. Da først forældrene accepterer Ketty som kat, går alting meget nemmere. De kan igen hygge sig sammen. Den samme erkendelse gælder i høj grad forældre til et barn med autisme, som ofte kan være udfordrede af et barn, som slet ikke passer til normalitetsskabelonen.

 

Det er næsten som at være inviteret ind i handicapfamilielivets konstante kompromiser at høre, hvordan lillesøster spørger, om de kan vandcykle, hvortil forældrene svarer, at det ikke kan lade sig gøre, da katte ikke kan lide vand. Det svarer ret præcist til, hvordan man i handicapfamilier konstant overvejer, om almindelige hverdags- og weekendaktiviteter er for udfordrende for barnet med autisme, og derfor hele tiden tænker i alternativer. Eller som det ofte sker, blot bliver hjemme.

 

Det sker ikke her. For pludselig rejser Ketty sig og børster katten af. Hun vil også vandcykle. Forældrene er glade, Ketty er glad. Men lillesøster er ked af det, for hun har mistet sin kat. Så hun bliver til en hund, og sådan slutter historien. Det virker lidt uforståeligt psykologisk set, men giver udmærket mening ud fra historiens behov for closure. I skyggen fra lillesøsters ene ben vokser en hale frem, og hendes ansigt reflekteres i vandet som en hund. Vuf!