Anmeldelse, Information: Farfar
Tilgivelse giver vinger
En nænsom fortælling om det altfortærende had, der sætter sig i ansigtet og slægten og farver hele verden. I Otto Dickmeiss’ grå, men milde streg er der håb. ’Farfar’ er et stilfærdigt mesterværk.
Had kan sætte sig i ansigtet på et menneske. Hive trækkene nedad, så afmagten, skuffelsen og forbitrelsen sætter sig som linier i huden. I Otto Dickmeiss og Lilja Scherfigs vidunder af en billedbog møder vi Storm med det åbne og lyse ansigt. Hans træk er endnu ikke mærket af det had, som er gået i arv i familien. Men nu flytter det ind i familiens hønsehus.
Farfar venter på en plejehjemsplads, men indtil han kan få det, må han bo hos sin søn og svigerdatter. De vil ikke have ham i huset. Den gamle vrøvlende og savlende mand forvises til baghavens skur og må bukke sig sammen oveni knuste æg og drømme blandt familiens høns. Han har slået Storms far som dreng, får vi at vide. Og det gør Storm også. Inden han overhovedet har mødt sin farfar ved han, at far synes han er »kold som is« og mor siger, han er »dum som snot«. Forældrene har endda tilpasset deres sprog, så barnet Storm med sikkerhed ved, at farfar er én, man hader. Men Storms ansigt er stadig åbent. Varsomt men blidt er det blik, han sender sin farfar, da han ankommer med sygetransporten. Fars er mørkt og nedsunket. Hans skygge er i gang med også at trække Storms ansigt ned og gøre hans øjne hårde, men så sker der noget. Som det så ofte sker mellem børn og gamle i børnebøger, så opstår der et bånd mellem Farfar og Storm. Et ordløst bånd. I bogens mest rørende tegning får både far og søn øje på det bånd, der er ved at opstå. Far knytter næven, men siger ikke noget. Men det gør ingen forskel. Storm kan fornemme hans tilstedeværelse, hans vrede, hans misundelse, hans forkrampede had, hans ønske om at det må holde op: »Far er lige bag ved mig. Jeg kan høre ham, jeg kan mærke ham, han har også set flyveren.«
Otto Dickmeiss’ tegninger er i grå nuancer, men milde streger. Støvet lægger sig som bløde strøg over de hårde konturer og giver en eventyrlig og næsten sfærisk stemning i billederne. De bliver fulde af sødme. Og det er billeder, man kan gå på eventyr i; på opdagelse i symbolikken. Fjerene står som træer, og knopper på grene folder sig ud og bliver til kyllinger. Farfars skaldede isse slår revner som et æg, når han bliver vred. Når far bliver vred, står Storm bag ham, derefter en høne, så kyllinger, så æg. Æg er livets begyndelse, men kan de tage skade, inden de når at klække. Og hvad kom egentlig først?
Eventyret er ikke fremmed for den fabelagtige Otto Dickmeiss – han har illustreret flere af H.C. Andersens. I fortællingen om Storm og Farfar kan man, hvis man vil, se lidt af H.C. Andersens sindssyge farfar, man kan se Brdr. Grimms eventyr om »Bedstefaderen og sønnesønnen« – især i den skårede tallerken som far serverer spaghetti eller orm i for farfar. Hos Brdr. Grimm ser sønnesønnen hvordan far og mor behandler den savlende gamle bedstefader med væmmelse og foragt, og han begynder at arbejde på et trug, som mor og far da skal spise af, når de bliver gamle. Men moralen hos Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss er ikke næstekærlighed. Her er familieliv kompliceret, had er tillokkende, tilgivelse er svær, men den giver vinger. Lilja Scherfigs tekst er der, men den er tilpas tilbagetrukken i respekt for Otto Dickmeiss’ ærefrygtindgydende tegninger. Endnu et stilfærdigt mesterværk fra deres hænder.