Anmeldelse, Jyllandsposten: Bobolina
Rigtige piger trækker ikke maven ind
Lilja Scherfig skriver boblende muntert om en frimodig cirkus-teenagepiges opdagelse af sig selv.
Der er ikke meget klassisk cirkusprinsesse over Lilja Scherfigs herlige titelperson Bobolina.
Tylskørt og trutmund er erstattet af blævrende maveflæsk og en fuldkommen utæmmet længsel efter og mod på det faretruende nære voksenliv.
Men for Bobolina, der er opvokset i Cirkus Romanze sammen med sin mama og bedsteveninden Carola, er det ikke så let at finde sig selv. Ikke mindst fordi det outrerede snarere er reglen end undtagelsen i cirkusmanegen. Bobolina skiller sig ud ved – med cirkuspsykologens ord – at være »længselsfuldt indadvendt« og altså ikke en fyrig forfører som Carola, der kan sno alle mænd om sin lillefinger.
Lilja Scherfig har med ”Bobolina” taget den velkendte ungdomsgenre om kærlighed og opdagelsen af egen seksualitet ud af den socialrealistiske ramme og giver det aparte fuld skrue i dette viltre punktnedslag i en pubertær identitetsdannelse.
Det er for det første enormt morsomt, fordi Scherfig så fint rammer den fornødne ægthed midt i dette så åbenlyst konstruerede univers, og for det andet fungerer det, fordi identifikationsmomenter ikke nødvendigvis behøver at tilbyde sig i 1:1-version.
For de unge læsere vil sagtens kunne genkende sig i Bobolina, selv om hun svinger sig i trapez og øver sig på svævenumre, mens hun drømmer hede drømme om cirkustyren Dieter, der ellers har en barbiedullet date i hver arm. Det kan nemlig direkte oversættes til den genkendelige virkelighed for almindelige 14-årige pigers hverdag med skolegang, fritidsaktiviteter og drengedrømme.
Særligt udmærker ”Bobolina” sig sprogligt. Scherfig har en virkelig fin sans for retorikken i sit selvgestaltede univers. Som eksempelvis her, hvor Bobolina vil beskrive drømmefyren Dieter:
»Selvfølgelig var jeg klar over, at han var farlig. For pokker, Dieter var typen, der havde knust millioner af kvindehjerter gennem årtusinder. Han var indbegrebet af den livsfarlige cocktail; brunt hår og brune øjne.« Og man tror på det, når Carola prøver at varme Bobolina op til Dieter ved at lade hende snave med sin mulatfætter Bobby:
»Ham kan du sagtens score, sagde Carola. – Han er psykisk syg, agtig.«
Det er ord som dette lille, raffinerede ”agtig”, der giver ”Bobolina” en uforstilt nærhed og forener romanen med stor troværdighed.
Så kan det godt være, at den ikke i lige så høj grad, som omslagsillustrationerne lægger op til, er et manifest over aggressiv ungpige-seksualitet, og det er egentlig meget rart.
