Anmeldelse, Lektørudtalelse af Johanne Elvers Madsen: Drengen uden øre

Af Søren Fanø, Bogbotten.dk

En verden og en virkelighed, der nogle gange banker på vores dør og beder om at blive lukket ind

”Nu marcherer de væk. Drengene. Med geværer over deres spinkle skuldre. I grus og støv. De ved, hvordan man går i takt, men ved de hvordan man dræber?

Marco og de andre drenge fra grusvejen kender til vrede, skænderier, slåskampe
… men kan de slå ihjel?”

Lilja Scherfig kender vi fra hendes samarbejde med Otto Dickmeiss om Rævefælden, Farfar og Dybt vand og i samarbejde med Lea Hebsgaard Andersen om Hello Kitty og Verdens bedste team og med Signe Kjær Min hale. Alle billedfortællinger, der har udforsket billedbogen som medie, som har taget de helt store eksistentielle temaer op, og som har vist, at billedbogen ikke kun er for børn og barnlige sjæle, men kan læses af alle aldersgrupper og tages alvorligt som en særegen æstetisk udtryksform.

I Drengen uden øre er billedsiden overdraget til illustratoren Toril Bækmark, hvis illustrationer smyger sig om verbalteksten og uddyber den følelse af krig, hævn, had og kærlighed, der gennemsyrer fortællingen, der handler om en flok drenge, der drager i krig. Og hvor alle ikke vender tilbage.

”Små hvide kister. Blodige grønne bluser. Maria væver en brutal plan. Sammy mangler et øre og fortjener at dø.”

Det gælder for Marias søn, Marco, som vender hjem i en hvid kiste, og hvis drabsmand hun ad omveje får tildelt som hushjælp. Langsomt afdækkes sandheden om børnehjemsbarnet Sammy og hans gerninger under kamphandlingerne, og herfra udvikler fortællingen sig i en spiral af sorg, had, hævn, vold, håbløshed og tilgivelse.

For hvad sker der, når man som mor skal gå op og ned ad sin søns morder hver dag?

I fortællingen gives der flere bud, for sætter man sine egne følelser til side og tager drengen Sammy til sig, eller planlægger man at dræbe ham og lade ham skærpe kniven selv?

Fortællingen slutter med følgende dialog:

”Maria synker.

– Det er dejlige bær. Jeg husker dem ikke så søde.
– Når tærten er færdig, siger Sammy … så kan du slå mig ihjel.

Maria vender sig mod vinduet og stirrer på den blå himmel. Så ryster hun langsomt på hovedet, og ser på ham.

– … Sammy.”

Lilja Scherfig fortæller historien i et meget præcist sprog, med mange hverdagsagtige ord, men samtidig med en dybde, der gør, at man som læser sidder og løbende må overveje, hvad det er, der egentlig sker. På overfladen er teksten let, men mellem og under linjerne sættes læseren på overarbejde i denne filosofiske, nærmest gammel testamentelige fortælling om tab, sorg, hævn, krig, vold og tilgivelse.

Hertil kommer så Toril Bækmarks afdæmpede, luftige, illustrationer, der både uddyber fortællingen og sætter nye vinkler på den.

Drengen uden øre er en billedfortælling, der i sit udstyr og format minder om de billedromaner og billednoveller, der udkommer i disse år, og Lilja Scherfigs og Toril Bækmarks fortælling er særdeles velegnet til inddragelse i danskundervisningen i udskolingen – og som selvvalgt tekst i det prøveforberedende arbejde i 9. kl., hvor det overordnede emne er ondskab, familie eller kærlighed.

Ikke kun tematisk er Drengen uden øre værd at inddrage i undervisningen.

Både teksten i sig selv og billedsiden fortjener en god samtale og en nærmere danskfaglig undersøgelse i klasserummet. For vi lever alle i en verden med krig og ødelæggelse, terror, børnesoldater og mennesker på flugt. En verden og en virkelighed, der nogle gange banker på vores dør og beder om at blive lukket ind