Anmeldelse, Litteratursiden: Dybt vand

Af Jette Holmgaard Greibe, Litteratursiden

Dybt vand

Gribende billedbog om at skulle sige farvel til sin mors kæreste. Begivenheden fylder meget i den lille dreng, men de voksne forstår det ikke.

‘Dybt vand’ er en fortælling om, hvor nemt det er at komme i klemme, når man er barn. De voksne kan ændre hele ens hverdag, ganske som det passer dem. Ikke fordi de som sådan ønsker det, men fordi de nogle gange er så fyldt af egne problemer, at de glemmer, at andre måske føler noget andet og lige så stort som dem.

I fortællingen er hovedpersonen en lille dreng, der møder en stor bjørn, som han vælger at kalde Lillebjørn. Som er stor og varm og kan trøste. Morens kæreste, Steen, skal flytte. Drengens mor vil ikke have, at drengen og Steen har kontakt, når Steen er flyttet. Det bliver drengen så ked af, at han beslutter at stikke af sammen med Lillebjørn. For Steen skal bo på en husbåd, så drengen tager også ud på havet sammen med Lillebjørn, For kan Steen bo på havet, kan de også! Men havet er ikke sådan at erobre, og drengen falder i vandet, men bliver heldigvis reddet af Steen og Lillebjørn. Først nu ser drengens mor, hvor vigtig Steen er for hendes søn. Og de to venner får lov at ses hver onsdag sammen med Lille bjørn.

Sammen har Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss tidligere lavet ’Rævefælden’, der handler om vrede og er fra 2012, og Farfar fra 2016, der fortæller om at miste. Deres bøger taler helt ind i hjertet på store og små helt ned til 5 år. Sammen trænger Lilja Scherfigs poetiske tekst og Otto Dickmeiss’ fantastiske illustrationer dybt ind i det hulrum, mange har et sted indeni. Derinde hvor følelser af afmagt og sorg bor. Både tekst og illustrationer stiller væsentlige etiske spørgsmål, som handler om kærlighed. Men historien handler også om, hvordan kærligheden kan vokse, ligesom Lillebjørn, når man har særligt brug for det, og hvordan den kan redde en fra det store, tomme hav.

Der er desuden en lille detalje, man bør være opmærksom på, for da nemlig Steen dukker op i drengens hule i træet for at overbringe det glade budskab, så kommer han nok op igennem lemmen i gulvet, men han stiger samtidig op af vandet. Her sker nu på forunderlig vis en sammensmeltning mellem bjørnen, Steen og vandet. Og da de på det følgende opslag sejler afsted i husbåden, så sker det på bølger af bjørnepels. Vi ser godt nok ikke solen, men det er ganske lyst ude i horisonten! Opbrud er sjældent lykkelige, somme tider endog traumatiske. Man tror, at man bare er ude i et farvand med små krusninger, men pludselig er man på dybt vand til op over hovedet.
Så jo – solen, havet, båden, dybet, bjørnen. Alt er i spil i den lille fine fortælling, som får solen til at skinne, havet til at lægge sig og den sunde fornuft til at råde.
Det er en fornøjelse – igen – at læse både i billeder og tekst, hvor indforståede Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss er med hinanden. Alt det, der bliver skrevet – men især alt det, der ikke bliver skrevet men vist, så man forstår og glæder sig over det. Det er rørende.”