Anmeldelse, Politikken: Drengen uden øre
En Dreng går i krig
Billedbogen har mange hylder. På en af dem bor de tynde med det tunge indhold. De hedder sådan noget som billednoveller eller billedromaner, og det signalerer, at de henvender sig til store børn og unge. Her kan de lære sprogets magi. Hvor meget der kan siges med få ord og mange billeder. Når det lykkes, bliver 1+1 lig med 3.
Det sker allerede på første opslag i ’Drengen uden øre’. Den foregår i et evigt støvfyldt landskab af krig og kugler. En dreng laver morgenmad til en kvinde. Da han er færdig, siger han: »Nu kan du slå mig ihjel«. Med nænsom præcision binder Lilja Scherfig ordene op på den klassiske historie om en dreng, der går i krig, og en mor, der græder, da han kommer hjem i kisten. Sådan er livet, og det er der ikke noget at gøre noget ved. Eller er der? Nu vil skæbnen, at drengen med tærten er børnehjemsbarn og en ’fjende’. Måske var det ham, som skød kvindens dreng.
Hvordan sorg og vrede bliver til forløsning, er et af Lilja Scherfigs specialer. Hun har gjort det før. Allersmukkest i ’Ræve fælden’, der lige er blevet genudgivet. Hun plejer at arbejde sammen med tegner Otto Dickmeiss. Nu er det debutanten Toril Bækmark, der skal gøre historien om en moder til et nutidigt eventyr. Hun fylder siderne med flaksende figurer, med sand og himle og mad i bløde farver. Og mens kvinden lærer drengen at lave græskarsuppe, lærer han hende, at hævn ikke fjerner sorgen. Forlaget kalder det en ”menneskebog”.
