Anmeldelse, Politikken : På dybt vand
Det skal findes i din indre bjørn
Mon ikke ’Dybt vand’ også bliver klassisk ligesom de to andre billedbøger, hvor der står forfatter Lilja Scherfig og tegner Otto Dickmeiss på forsiden – ikke mindst den enestående ’Rævefælden’ om vredens vej. Og endnu en gang undres man over, hvor meget der kan siges med få ord – eller helt uden.
Det er igen familien, der er på spil. Papfar er på vej ud af familien. Han hedder Steen, og han kalder drengen Bassemand, men det er nok ikke hans rigtige navn. Mor er mor. Hun slår arrigt et æg i stykker ude i køkkenet og siger til sin dreng, at han ikke må se Steen mere. Det er ondt.
Det er lige stof til regeringens ønske om at lave en ’Barnets lov’. Og så stikker drengen af med en luvslidt bjørn som »brummer mørkt«. De to sejler ud på det »dybe vand« i en jolle, og det går ikke godt. Men så kommer redningen i form af bjørnen, Steen eller forsynet.
Det lykkes de to ophavsmennesker at føre drengen og handlingen i land i et skær af håb, magi og stor sorg. Igen læser man en billedbog, hvor ordene fortæller noget, hvor billedernes detaljerigdom fortæller endnu mere, men hvor det meste skal findes frem fra din indre bjørn – hvor slidt i pelsen den end er.
Gennem ’Rævefælden’ og senere ’Farfar’ har Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss fundet et sprog med billeder til, der smyger sig ind i forhold mennesker imellem. Uden at dømme. De gør det ved at gå lidt ud til siden og anbringe uventede elementer i afgørende situationer. Som en hånd fra Gud, storøjet tro eller som her blot en bjørn, der forstår. Endnu en gang står det meste imellem (tekst)linierne og (tusch)stregerne – altså inde i dit eget hoved.
