Anmeldelse, Politikken: Farfar

Af Steffen Larsen, Politiken

Hjerteskærende billedbog formidler store følelser til børn

Engang genkendte man Otto Dickmeiss’ billeder på de store hoveder med de blanke øjne og den interessante grønlige kulør, ofte i H.C. Andersen-regi. Man kender ham stadig på hovederne og øjnene, men der er kommet både spagfærdige farver og definitiv sort-hvid i hans billeder, som kommer fra et land, de færreste kender til. Herfra fortæller han om store følelser og grænseløs sorg. Om vrede. Had. Hævn. Og forsoning. Otto Dickmeiss er en profet, men han ved det næppe selv.

For tre år siden fik Otto Dickmeiss Kulturministeriets illustratorpris for den mageløse, aflange, fuldstændig færdiggjorte ’Rævefælden’, som i sin kerne fortæller, at vold avler vold. Ordene var Lilja Scherfigs. Nu udsender de to en nådesløs efterfølger om had.

’Farfar’ handler om en søn, der hader sin far, og et barnebarn, der forsøger at forstå et menneske, han slet ikke kender. Farfar skal bo ude i hønsehuset, indtil der bliver plads på plejehjemmet. Æg er historiens bærende metafor. De giver liv, men kan heller ikke repareres igen, når de går i stykker. Nu krabber den lille – han hedder Storm – sig ind på et menneske, som har en grænseløs vrede, men også nogle sider, der kan bygges videre på. Farfar vil flyve. Og det kommer han til.

Det er en hjerteskærende, grænseoverskridende billedbog, hvor ordene er få og velvalgte, mens de tilsyneladende sort-hvide billeder bærer historien fremad med sorg og kærlighed. Som i ’Rævefælden’ arbejder (hånd)tegneren med originaler i sort-hvid, der så trykkes i fire sprøde, næsten usynlige farver. Det giver en form for dybde. Ganske lille, men dog nok til, at man kan flyve.

’Farfar’ slutter ligesom ’Rævefælden’ med et håb og en slags solopgang. Større bliver det ikke.